Hundelort kan smitte mennesker og dyr

Hundelort kan smitte både mennesker og dyr med parasitter og sygdomme

Hundelort på gaden er ulækkert. Men det mest alvorlige er, at din hunds afføring kan sprede smitte til andre hunde og i værste fald børn. Få tips til god håndtering af din hunds afføring.

Afføring, bæ, fæces, høm, høm, lort – uanset, hvad vi kalder det, bliver vi nødt til at tale om det.

Det er så ulækkert at komme til at træde i en hundelort, som ikke er blevet samlet op – den lugter fælt og er svær at få af skoen igen.

Men det er faktisk ikke den eneste – og heller ikke engang den mest alvorlige – grund til, at du skal huske at samle efterladenskaber op efter din hund.

Hundelort på gaden kan sprede alvorlige sygdomme og parasitter, men desværre også øge antallet af hundehadere. Og det vil være super ærgerligt, ikke?

Hundelort kan smitte med bakterier, vira og parasitter

Det er ikke altid muligt at se på din hunds afføring, at den indeholder vira og parasitter. Her er nogle eksempler:

  • Salmonella-bakterier
  • Campylobakter-bakterier
  • Coli-bakterier
  • Parvovirus –  særligt farlig for hvalpe og uvaccinerede hunde
  • Giardia – kan ramme både hunde, katte og mennesker
  • Spoleorm – kan smitte direkte og indirekte via mellemvært. Æg fra hundens spolorm kan overleve i omgivelserne i årevis.
  • Hjerte- og lungeorm – kan smitte via en mellemvært, fx en snegl der spiser af lorten

Hundelort kan smitte med bakterier, vira og parasitter

Nogle af ovenstående sygdomme og parasitter kan også smitte til mennesker. Det er oftest børn, der bliver smittet, fordi de nysgerrigt rører ved ting og kommer fingrene i munden uden at vaske dem først. God håndhygiejne er derfor også vigtig her.

Tip! Sandkasser, der bliver brugt som kattebakker af katte, er også en vej til smitte. Dæk altid sandkassen til, når den ikke er i brug.

Derfor bør du også samle hundelort op i skoven

Nogle synes ikke, det er nødvendigt at samle op, hvis hunden besørger ude i skoven eller helt ude i vejens rabat, fx under en busk. Men selvom ingen risikerer at træde i bæen, kan den stadig sprede smitte, både til andre hunde, der snuser ivrigt omkring og til vil vilde dyr som fx ræve, der får mange af de samme sygdomme og parasitter som hunde gør – og spreder dem videre.

Gå efter bionedbrydelige hundposer

Det tager 400 år for naturen at nedbryde en almindelig plasticpose, men kun 2 uger at nedbryde en hundebæ, afhængigt af vejret (kilde: Naturstyrelsen). Man forurener altså betydeligt mere, hvis man samler bæen op, pakker den ind i plastic og så smider den fra sig i naturen igen.

Der findes i dag bionedbrydelige hundeposer, som er skånsomme for miljøet, når de bliver bortskaffet korrekt. Vi sælger dem også i vores butikker her i DyrlægeRingen. Men at du bruger en bionedbrydelig hundepose betyder ikke, at du bare skal smide posen med bæen ude i naturen! Du skal stadig finde en skraldespand at smide posen i.

Posen beskytter måske til en vis grad mod smitte – men der går jo nemt hul på posen, når den ligger i naturen – og hvis en anden hund undersøger den med mund og tænder – og så beskytter posen ikke mod smitte med bakterier, parasitter og sygdomme.

Det kan være svært at finde en skraldespand

Man ser tit hundeposer med indhold smidt i naturen. Det viser jo, at man gerne har villet samle afføringen op, men ikke har taget den med til en skraldespand. Mange steder er der også langt mellem skraldespandene og det ville jo være dejligt, hvis kommunerne satte flere op og huskede at tømme dem.

Mange dyreklinikker, butikker og hundeskove har hundeposer til fri afbenyttelse. Desværre er stativerne med hundeposer tit tomme, fordi nogen desværre tager dem alle, så der ikke er til de næste, der har brug for en pose. Så dyre er poserne jo heller ikke, at man kan være nødt til at rapse sig til dem på den måde. Men hvis man vil spare, kan man fx genbruge de små poser, man tit får når man køber små ting i butikker – fx boghandler og apoteker.

Der findes også hundeposeholdere til at sætte på hundesnoren, så man kan have en hel rulle med ad gangen. Det er smart, hvis hunden en dag skal af med mere, end den plejer. Og når poserne hænger på hundesnoren, glemmer man heller ikke at få dem med, når man skal ud at gå. Vi sælger også hundeposeholdere i vores butikker – nogle pynter ligefrem på hundesnoren.

Få et gratis klistermærke til skraldespanden hos DyrlægeRingen​

Vi vil gerne være med til at forebygge smittespredning og hundehadere. Derfor har vi fået trykt nogle klistermærker, som du kan få helt gratis i alle vores fem butikker. Klistermærket viser, at man gerne må bruge din private skraldespand til at komme af med sin hundepose i.

... og så lige den med flag i hundelorten

Nogle ivrige mennesker sætter små flag i de hundebæer, der ikke er blevet samlet op. Virkningen er mildest talt begrænset.

Hvis du vil undgå at andre træder i lorten, kan du i stedet samle den op – og hvis du vil gøre opmærksom på forbrydelsen kan du tegne en ”fantomlort” med et stykke kridt, der hvor den har ligget – i stedet for at forurene yderligere med plasticpinde og flag – og sætte vores fine Dannebrog ned i afføring!

Tit sidder flagene også i lorte fra ræve, pindsvin og andre vilde dyr – og de lærer nok heller ikke at samle op efter sig, fordi de finder et festligt flag i deres afføring, næste gang de kommer forbi.

Del denne artikel

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på print
Del på email