Din kat er tryghedsnarkoman

Din kat er tryghedsnarkoman og foretrækker at blive passet hjemme

Katte elsker deres territorie. Derfor bør du overveje, hvad der er den bedste løsning for din kat, når du skal væk hjemmefra nogle dage. Få tjeklisten til at finde den bedste kattepension.

Hvad er egentlig det bedste du kan gøre for din kat, hvis du skal på ferie eller væk et par dage. Er det bedst at lade din kat blive hjemme, tage den med i sommerhus eller blive passet i en kattepension? Eller skal den selv på ferie hos venner eller familie? Der er mange muligheder.

Din kat er kontrolfreak og elsker sit territorie

Katte er meget stærkt knyttede til deres territorier. Det kan være meget stressende for dem, at blive fjernet fra deres velkendte og trygge omgivelser. Katten kan jo ikke vide, at det kun er for en periode, og at den nok skal komme hjem igen – og når den gør, skal den også ofte kæmpe med andre katte i nabolaget om at vinde sit territorium tilbage.

Nogle adfærdseksperter beskriver katte som tryghedsnarkomaner og kontrolfreaks. De har det som regel ikke godt med at være på udebane – med mindre, de har lært det, fra de var små killinger. Hvis du tager katten med på sommerferie eller sender den til et andet hjem for at blive passet, kan det være meget svært for den. Der er fremmede mennesker, måske er der børn med larmende legetøj osv. Måske er der også fremmede hunde og katte den ikke er vant til – dyr, der også kan opfatte gæstekat som en fjende, der er trængt ind på hjemmedyrets territorium.

Gæstekatten kender heller ikke området udenfor og har ikke mærket det med sin duft, så den kan have meget svært ved at finde tilbage igen, hvis den kommer ud af huset. Derfor er det meget vigtigt, at du får din kat mærket med øretatovering eller mikrochip, hvis den skal væk fra hjemmet.

Det er ikke altid lykken at være alene hjemme

Mange tænker, at katten sagtens kan klare sig selv, mens man er væk, hvis blot man stiller en masse foder og vand frem. Men der skal selvfølgelig også være nogen, der holder øje med, at din kat har det godt og ikke er kommet til skade eller er blevet syg, mens du er væk. Ifølge dyreværnsloven skal enhver, der holder dyr sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.

Mange katte har også et behov for social kontakt, som de bør have dækket, mens ejeren er bortrejst. Nogle katte, hvis ejere er bortrejst, søger kontakt med andre mennesker og kan ende med at blive afleveret på et internat, fordi man tror, de er ejerløse. Her hjælper en øretatovering eller en chipmærkning selvfølgelig også – men en kattepasser, der sørger for, at katten får dækket alle sine behov, er absolut det bedste.

Din kat vil helst passes i sit trygge miljø

Det optimale for de fleste katte vil være at blive passet i sit eget trygge og velkendte hjem af en person, som katten kender godt og synes godt om. Hvis katten er meget selvstændig og har fri adgang til naturen, kan det være fint, at kattepasseren bare besøger den – hvis den har et stort behov for social kontakt og særligt, hvis den er indekat og har brug for megen aktivering fra menneskers side, kan det være godt, at kattepasseren flytter ind i huset sammen med katten.

Hvis dette ikke er en mulighed, har Kattens Værn lavet en liste over firmaer og personer, der tilbyder pasning af katte i kattens eget hjem. Vi kender ikke dem alle, men vil anbefale at du kontakter de relevante udbydere i dit lokalområde og hører, hvad de kan tilbyde. Se her

Tjekliste: Sådan vælger du den bedste kattepension

Hvis det ikke er muligt at få din kat passet hjemme, findes der også gode kattepensioner, der har stor viden om både kattenes fysiske og adfærdsmæssige behov. Her har du nogle tips til, hvad du skal kigge efter, hvis du skal vælge en god kattepension til din kat.

• Du skal kunne besøge stedet og se, hvor din kat skal være. Det er helt fint, hvis du kun kan komme på besøg på bestemte tidspunkter for det betyder, at kattene har ro resten af døgnet. Men hvis du slet ikke må se, hvor din kat skal være, bør det vække mistanke.

• Din kat bør have et gemmested, gerne dens egen transportkasse med et blødt tæppe, der dufter af katten selv. En papkasse med bunden i vejret og et skåret indgangshul, kan også være fint.

• Din kat bør have et højt udsigtspunkt, fx en hylde eller hule på væggen, så den kan komme op og få et overblik. Det gør katte tryggere at kunne overskue stedet og situationen.

• Din kat skal kunne undgå at blive stirret på af andre katte i pensionen. Det kan virke meget truende på en kat at blive stirret på. Dette kan undgås med afskærmning, fx med et tæppe, der hænger ned foran volieren.

• Din kat skal kunne have sit eget og velkendte foder med i pensionen.

• Din kat skal kunne have sit eget legetøj, godbidder, huler, senge og tæpper med. Tingene skal selvfølgelig være rene, men din kat skal have haft adgang til det i noget tid, så de dufter trygt af hjemmet og katten selv.

• En duftspreder eller spray med tryghedsskabende feromoner i pensionen kan også hjælpe din kat meget – både under transporten hen til pensionen og mens den opholder sig der.

• Hvis din kat er vant til at kunne komme udenfor, er det også rart for den, at den kan det i pensionen. Selvfølgelig i sin egen sikre voliere. Fremmede katte skal ikke sættes sammen i en voliere, da katte jo ikke er flokdyr og nemt kan stresse hinanden. De må heller ikke kunne stirre på hinanden fra løbegårdene.

• Endelig skal pensionen selvfølgelig også stille krav om, at alle katte skal vaccineres, før de kommer – det sikrer både din egen kat og de andre katte i pensionen mod at blive smittet med alvorlige sygdomme

Del denne artikel

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på print
Del på email